kahope | At samle tankerne
17606
post-template-default,single,single-post,postid-17606,single-format-standard,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-16.8,qode-theme-bridge,disabled_footer_top,qode_header_in_grid,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive

At samle tankerne

Jeg har haft ferie i 5 uger nu. Vildt.

Jeg har ikke lavet specielt meget, siden jeg kom hjem fra Sverige. Dinglet rundt, besøgt folk, læst og sovet. Ubevidst har jeg gjort en masse ting, som anbefales for folk med stress – åbenbart. Så, point for det. Jeg har, heldigvis og alt taget i betragtning, ikke “lidt” efter min opsigelse. Jeg havde den fordel, at jeg selv havde tænkt mig at sige op, de var bare lidt hurtigere på aftrækkeren end jeg.

Så, jeg havde mentalt indstillet mig på at skulle videre, en hel del tidligere end da de rent faktisk skubbede mig ud af døren. Selvom det aldrig er rart at blive dømt overflødig (eller hvad årsagen nu måtte være, jeg har lært at det ikke altid er den der står på papiret), så er det ikke verdens undergang. Ikke engang tæt på.

Jeg svinger lige nu stødt mellem ‘Hells yeah jeg har styr på det her!’ til ‘hvad med økonomien, skal det nu gå…’ – og det er heldigvis hells-yeah mentaliteten der er en mest fremtrædende og så må resten bare komme. Jeg har brugt år og atter år på at bekymre mig om alle mulige scenarier, og jeg er træt af det. Så lige nu, lever jeg for hver dag.

Hver dag er dejlig. Jeg sover til jeg vågner, læser, løber og går ture, plukker bær i skoven (brombær tid!) og er sammen med venner og familie. Hver dag har sjældent mere end en begivenhed, og det passer mig rigtig fint. Efter fem uger kan jeg mærke (selvom jeg ikke har haft noget sammenbrud, som egentligt kunne have været at forvente) at min hjerne langsomt er på vej i omdrejninger igen. Overskud melder sig. Kedsomheden banker på døren. Lysten og iveren efter nyt og nye oplevelser. Det er en fantastisk følelse, at være i en pause tilstand og samtidig kunne se hvad der skal ske. Det er som at stå i en startboks på væddeløbsbanen. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har haft det sådan.

Der er en følelse af efterår i luften. Jeg elsker det.

No Comments

Post A Comment