kahope | Solo vandreferie på Kungsleden, dag 1-3
17562
post-template-default,single,single-post,postid-17562,single-format-standard,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-theme-ver-16.8,qode-theme-bridge,disabled_footer_top,disabled_footer_bottom,wpb-js-composer js-comp-ver-5.5.2,vc_responsive

Solo vandreferie på Kungsleden, dag 1-3

Solo vandreferie på Kungsleden, dag 1-3

En del af min lange sommerferie (2 uger for at være præcis) brugte jeg i Lapland, som ligger nord for polarcirklen i Sverige. Jag havde pakket mit grej, hoppet på toget og 24 timer senere (eller, godt og vel 1500km) befandt jeg mig i Nikkaluokta som er et af startstederne for vandreruten kendt som Kungsleden.

Jeg var afsted alene af forskellige årsager, og det var derved min første ever soloferie! Meget spændende. Den egentlige plan var egentlig, at jeg ville have fortsat til Narvik. Men, da turen var overstået, var mit energiniveau det samme så jeg traf den kloge beslutning om at tage hjem så jeg ikke kom til at gøre skade på mig selv. Hvilket var fornuftigt, for har resten af ugen døjet med lidt bøvl i mit venstre ben samt mine knæ er totalt færdige efter at have slæbt rundt på en 19 kg tung rygsæk i 14 dage.
Jeg førte logbog under hele ferien, så jeg ikke – når jeg nu skal genfortælle – ville komme til at blande dagene sammen.

17/7
“Jeg er i Sala. Turen er forløbet som planlagt, med undtagelse af at Snabbtoget fra Hovedbanegården var aflyst – så måtte tage Øresundstoget til Malmø og skifte. Men, hvad er et ekstra skift når man alligevel skal skifte tog 4 gange i løbet af de næste 24 timer. Det er dræbende varmt.”
18:49: Jeg er nu i Uppsala, og har løbet rundt efter et par billige solbriller som jeg opdagede at jeg havde glemt ca 2 minutter efter jeg satte mig ind i verdens varmeste tog fra Linköping til Sala. Sidder på perronen og drikker skaffe, og venter på nattoget mod Narvik og Kiruna.
20.20: Er nu i Artic Circle Train. Jeg havde neglet en plads, der ikke var min (fordi den var bedre) – og satsede på den rigtige ejer ikke mødte op.
21.45: Ejeren af sædet kom. Hun sagde dog, at hun bare kunne tage mit (hun kastede et blik på min kæmpe rygsæk og vurdere det vidst var det nemmeste for alle). Et godt menneske!

18/7
På mirakuløs vis fik jeg faktisk fået sovet lidt i nat, på trods af verdens mest larmede tog dør. Toget ramte Kiruna kl. 9.24 som planlagt. Der var så mange vandrere!
10.10: “Jeg sidder nu i bussen på vej mod Nikkaluokta.”
12.07: “Så er vi i gang! De første 6 km er overstået, og jeg afventer båden der er den eneste luksus jeg tillader mig selv på denne tur. Temperaturen er ca 30 grader, og alt for varmt til at vandre med oppakning. Ellers er jeg fuld af overskud, og meget imponeret over mig selv, over at jeg faktisk er igang-igang.”
Frokosten blev indtaget ved den smukkeste sø, hvor jeg indenfor ca 5 minutter formåede at slå en negl af en af mine tæer. Personlig rekord, normalt plejer de først at falde af efter turen.
14:23: Jeg nåede båden, og overskuddet fra de første 6 km er blevet forvandlet til ‘hvor er den næste bæk?!’ Jeg er så tørstig, det er alt for varmt til det her.
14.45: Den første lejr er blevet lavet, og jeg ligger i skygge i mit telt. Turens første 19 km er overstået, og jeg ligger med udsigt til Kebnekaise (Sveriges højeste bjerg). Alt i alt ikke en skidt start, minus varmen. Falder nok tidligt i søvn, det er alligevel en 30 timers tid siden jeg sidst har sovet rigtigt.

19/7
Jeg vågnede tidligt, kl. 5.30. Det er lyst hele tiden her oppe – solen gik først ned lidt i 1 og stod op igen 10 min efter. Så, mørke gør man sig ikke rigtig i.
Efter at have brudt lejr, og begivet mig ud på ruten der ville føre mig til Kungsleden, gik der ikke meget mere end 100 meter før der var telte OVERALT. På en eller anden mirakuløs måde havde jeg formået at lave lejr udenfor den værste mængde. Phew.
I Kebnekaise Fjällstationen skulle jeg købe et kort (som jeg havde glemt at købe i Nikkaluokta, fordi jeg var styrtet ud på ruten) og lidt gas til mit stormkøkken. Der er totalt afbrændingsforbud, men stormkøkkener er fortsat tilladt forudsat de står på stenunderlag når de bruges. Efter at have betalt alt for meget for verdens mindste gasbeholder (som var den eneste de havde tilbage), fandt jeg en efterladt-nærmest-fuld-Primus-Gas ved affaldsanlægget. Som jeg så neglede (almindelig vandreprocedure – man efterlader det man ikke skal bruge). Så med den ekstra vægt kastede jeg mig ud i ruten.

De første mange km var utroligt smukke. Jeg havde haft tænkt at bestige Kebnekaise, men droppede det grundet varmen. Det er for varmt at lege bjergbestiger.
Dagens etape var estimeret til ca 7 timer, så da jeg nåede et skilt der viste at jeg var 3 km fra Singi (som var mit næste overnatningssted) tjekkede jeg klokken. Jeg havde gået i knap 3 timer. Jeg havde tilbagelagt 10 km på 3 timer! Så, meget tilfreds med mig selv, tog jeg verdens længste frokostpause (hvor jeg nær flashede to unge fyre – ups).

Et par timer senere, efter at have ligget og daset i solen, begav jeg mig videre. Vejret var ved at slå om – flere skyer, mere blæst – og jeg fortrød min lange pause. Jeg nåede Singi og hastede videre. Det sted, jeg havde tænkt at slå lejr, var totalt uegnet så jeg hastede videre alt i mens vinden tog mere og mere til. Da det pludselig nærmest blev storm, med nogle meget voldsomme vindpust, fandt jeg et perfekt sted til min camp – lige ved et vandløb.
Teltet blev rejst med hjælp fra nogle sted, så skidtet ikke blæste væk og jeg krøb i ly. Himlen var blevet kulsort, men det regnede ikke endnu.
Vinden hev og sled i teltet, og jeg var reelt bekymret for om det ville holde. Ikke 5 minutter senere stod det ned, og kort tid efter begyndte det også at tordne og lyne. Jeg lå i ly af en bakke, men jeg skulle mønstre en hvis mentalt overbevisning om at jeg i hvert fald ikke var bange. Let utrolig. Og efterhånden mere, da lynene kom tættere og tættere på.

Og puf – så var det slut. Jeg fik lavet mad, og i løbet af aftenen kom der flere korte regnskyl med torden og lyn. Efter det tredje var jeg ikke længere bange.

No Comments

Post A Comment