kahope | Solo vandreferie på Kungsleden, dag 3-6
17586
post-template-default,single,single-post,postid-17586,single-format-standard,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-16.8,qode-theme-bridge,disabled_footer_top,qode_header_in_grid,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive

Solo vandreferie på Kungsleden, dag 3-6

20/7
Myg alle steder! Jeg havde egentlig besluttet at blive i camp her en ekstra dag, for at hvile. Men, beslutningen blev i stedet at gå en 4-5 kilometer (det tæller jo nærmest ikke). Jeg udforskede det nærliggende område, inden jeg begav mig videre mod Sälka. Stødte på en del mennesker, og flere vrantne teenagere. Det bliver aldrig ikke morsomt.

Dagen stod på flere af de trælse hængebroer-der-gynger-over-floder-der-dræber. Det bliver bare aldrig mit game. På vej ind i det område jeg havde tænkt at slå lejr i, observerede jeg nogle der havde lavet camp et.. kedeligt(?) sted. Hvilket jo nok betød det ikke var kedeligt, så nærstuderede mit kort. Det viste sig, at lige bag det bakkedrag hvor jeg holdte kort-læsnings-pause, lå Sälka gletsjeren! Så, der skulle jeg naturligvis også lave camp. Vinden bekymrede mig lidt, men efter at have undersøgt området fandt jeg en super sted – det eneste minus var at det lå tæt på en meget larmende smeltevandsflod. Det er alligevel fascinerende hvor høj lyd man kan lære at ignorere/ikke lægge mærke til.
Jeg var også så heldig, at der i den meget brusende flod var en kæmpe klippe der ligesom formede et badekar? Rent, friskt vand og minus livsfaren ved rent faktisk at nærme mig den rigtige flod. Så, for første gang på turen – et bad! Det var så lækkert.

21/7

Sov helt til kl. 6.30. Personlig rekord. Udsigten var stadig lige fantastisk, og det tegnede til at blive en meget smuk dag.
Der var i dag præcis en uge til, at jeg i følge mine beregninger, ville nå Abisko. Vildt at tænke på. Desuden var dagen også den første gang, hvor jeg ville passere en hytte der solgte mad. Håbede virkelig, at cola var på deres menukort. Fordi, jeg har vitterligt ikke tænkt på andet de sidste 50 km.

kl. 11.30: Jeg fik min cola! Til den nette sum af 30 kr. For én dåse. Man skulle droppe livet i DK, og blive købmand i Sverige.

Ligemeget. I morgen skulle Tjäktja passet forceres, og mens jeg ikke regnede med at det ville blive usædvanligt hårdt så ved man aldrig med bjergpas. Der er så godt som altid et eller ander stejlt stykke. Så, planen for i dag var at gå en små 8 km og så slå lejr inden jeg nåede op i passet. Igen, bjergpas ligger højt og jeg havde ikke interesse i at blive fanget i uvejr.

Jeg fandt et herligt sted at lave lejr, lige ned til et vandløb. Fik senere et ordentlig chok, da en ambulancehelikopter fløj vitterligt lige over hovedet på mig. Vi taler 10 meter. Pokkers til adfærd, at skræmme små solo hikere. Dog, håbede ikke at målet for deres tur var kommet alt for meget til skade.

Jeg havde en idé om at jeg ville tage et smukt solnedgangs billede. Men, havde ikke lige taget højde for placeringen af min camp; der lå et kæmpe bjerg i vejen. Så, i min lettere begejstrede tilstand tænkte jeg, kl. lidt over 00.00 om natten at det kunne jeg da sagtens forcere. Som sagt så gjort, og jeg fik besteget bjerget! Så dog ingen solnedgang, da der lå et endnu højere bjerg bag ved det. Figures.

22/7

Nå, staklen der blev hentet af en ambulance dagen før havde åbentbart brækket en ankel. Det er noget pis, men dejligt at få bekræftet at man rent faktisk kan komme ud hvis uheldet skulle være uge.

Dagen i dag var den store dag hvor Tjäktja skulle forceres. Op det gik, i et stødt tempo. Stigen var meget stenet og ujævn, så der var ikke så meget fart på. Til en forandring. Temperaturen var faldet til omkring 18-20 grader, perfekt til at hike uden at dø/fordampe helt væk. Selve stykket op til Tjäktja og efter var rent visuelt ikke specielt spændende. Mest sten. Så dét.
Jeg fik ret, og der var lige ét stræk hvor det gik pænt op af – det aller højeste stykke. Man hiver lidt efter vejret, de 18 kg på ryggen hjælper ikke rigtig. Men, i et stille tempo var der ingen problemer.

Jeg passerede Tjäktja hytten, uden nogen egentlig plan for hvor jeg havde tænkt mig at slå lejr – andet end at det skulle være et stykke ud af passet. Derfor endte jeg, ved en fejl, faktisk næsten at gå to distancer på én dag. Fik pludselig øje på Alesjaure hytten et stykke længere fremme, og der skulle jeg først være dagen efter. Så, camp tid! Himlen så lovende ud for smukke skyer til solnedgangen, så jeg placerede mig strategisk godt (lært af hele bjerg-i-vejen-fejlen fra dagen før).

Hen af aften begav jeg mig ud for at gøre mig klar til at tage solnedgangsbilleder. Med det resultat at jeg vitterligt nærmest endte med at løbe 4 km væk fra mit telt. Fandt også en masse rensdyrgevir på min vej (souvenirs!). Plus, mens jeg stod og beundrede endnu en smuk gletsjerflod, rendte jeg nærmest ind i et levende rensdyr! Hun blev lige så forskrækket for mig, som jeg blev for hende.

Solnedgangen i sig selv var billedeskøn. Det var en så smukt, rolig og vidunderlig aften.

No Comments

Post A Comment