Jeg har haft stress. Hvor voldsom ved jeg ikke, da jeg aldrig fik opsøgt professionel hjælp. Men slemt nok til at jeg i en årerække langsomt kunne mærke livsglæden sive ud af mig. Det skete stille og roligt, og jeg lagde derfor ikke mærke til hvor dybt et hul jeg stille og roligt havde gravet mig ned i. Men når det eneste man kan er at ligge og kigge ind i en væg, og ens blodtryk er så højt at fitness maskinerne skriger at man skal gå væk øjeblikketligt, så er man ude hvor det ikke er helt sundt.

Min stress var arbejdsrelateret. Jeg vidste det, og traf derfor en beslutning om at forlade jobbet og søge tilbage i skole. Jeg havde sparet penge sammen så jeg kunne tillade mig det rent økonomisk (med ejerbolig osv) og mentalt var det en befrielse uden lige. Jeg var, for at citerer en veninde/kollega (der led i det samme job) “så fucking glad at hun kunne brække sig”. Jeg kan huske at det var studenter tid; vi sad og spiste frokost ved en restaurant i Køge. En student kom forbi med hendes familie, og jeg blev så glad over hun (studenten) var så glad. Det var en vidunderlig følelse, omend den gav min veninde brækfornemmelser.

Jeg havde længe vidst, at jeg havde det skidt. Jeg vidste også, at jeg aldrig ville blive den jeg var før. Men jeg håbede og ventede på at min glæde ved mine gamle hobbyer kom tilbage. Glæden ved at fotografere, tegne, male, skrive blogs.. alle de småting jeg savnede men ikke orkede at udføre. Det rørte stlle på sig i mit indre, stille og roligt kunne jeg mærke forventningen og lysten vende tilbage.

Alle håndtere stress forskelligt, og der er ikke en recept på hvordan man bliver god igen. Jeg burde nok have fået hjælp, om ikke andet havde det måske forkortet min recovery-fase. Måske ikke. Det er aldrig til at sige. Da jeg havde det værst søgte jeg ensomheden og alle dens kvaliteter. Jeg gik min første langdistance tur alene i det nordlige Sverige og de to uger gjorde mere for mit “jeg” end noget andet jeg nogensinde har kendt mage til (læs mere her: Solo vandreferie på Kungsleden).

Vi er nu næsten to et halvt år fra min beslutning om at forlade et job der intet godt gjorde for nogen, og slet ikke mig. De år har budt på mere end jeg havde turde håbe, og som jeg sidder i mit hus, med gang i brændeovnen og kigger igennem billederne fra min seneste tur i Sverige, kan jeg kun glæde mig over at jeg er kommet så stærkt ud på den anden side.

Siden jeg overtog mit hus d. 1/9 har jeg haft travlt. Så travlt at jeg slet ikke har været i Sverige siden starten af August. Hvilket, for de uindviede, er lang tid. Min familie har et hus i det nordlige Skåne, og jeg vil altid som udgangspunkt prøve at komme derop mindst én gang i måneden. Gerne flere. Det er desværre bare ikke foreneligt m. huskøb og tusinde gøremål.

Jeg kom dog efter det i oktober! Efter nogle travle uger, hvor jeg både formåede at brække min ene tå og næsten skære min tommelfinger af, besluttede jeg mig for at det var tid til lidt ro og fordybelse i de svenske skove. Så jeg tog en fridag og en forlænge weekend i selskab med mine forældre, Lukas (hund) og Charlie (kat).

Det var nogle skønne dage, med perfekt vejr og masser af eventyr ud i den omkringliggende skov. Jeg elsker at være ude i skoven, og bare vandre omkring, tage billeder og være i naturen. Jeg var dog ekstra heldig på denne tur, da jeg fandt et elg gevir ganske nær vores hytte! Hvilket i min verden er lige som at vinde i lotteriet. Der var frost alle morgener, hvilket resulterede i den smukkeste dis over søen. Jeg arbejder på en video, som en skønne dag nok kommer op; visse natur fænomener kommer bedst til sin ret når det er video og ikke billeder.

Det er længe siden jeg sidst har blogget. Det er ikke fordi jeg ikke har haft lyst, eller inspiration. Det skete ligesom bare ikke, og hokus pokus så er der gået et år.

Der er sket ret meget på det år. Jeg har boet i i Billund, solgte min lejlighed, flyttede hjem til mine forældre, afleverede bachelorprojekt, bestod min uddannelse, fik job to uger senere, fyldte 30, købte hus.

Det har været et lidt hektisk år nu jeg ser tilbage på det. Det er lidt vildt hvor meget der er sket. Udover alle de personlige ting der er sket har der jo også været pandemi situationen, som jo har været en oplevelse i sig selv. 

Nu har vi oktober, og jeg har været husejer i en måned. Det er et kapitel for sig, men i guder en oplevelse! Alt det der følger med huskøb – det gode og det dårlige – det er lige som jeg håbede og ønskede det ville være. Der er så meget der skal laves, der er altid et projekt jeg kan vende til. Det er vidunderligt. Jeg solgte min lejlighed da den kedede mig, og købte et hus for at få noget at lave. Det fik jeg. Det er fantastisk.

Huskøbet har vækket min passion for skriverier og hverdagens charme, og jeg vil langsomt og relativt sikkert forsøge at bevæge mig tilbage i bloggens verden. Jeg har så mange interesser, som jeg gerne vil have på skrift og “derud”; mest fordi de så ikke længere blot er inde i mit hoved. Det tror jeg vil kunne blive ganske interessant. For mig selv som minimum og måske for andre også. 

I sommeren 2017 gik jeg og to veninder turen West Highland Way i Skotland. En fantastisk smuk og hård tur gennem det skotske højland, fra Glasgow i syd til Fort William langt oppe i højlandet. Vi kom igennem alt vejr, blev gennemblødte, solskoldet og ømme fødder. Turen er en 152 km, og vi gik det hele på knap 8 dage. Det var en fantastisk oplevelse.

Jeg er ikke en person, der ofte opsøger varme. Der er en grund til mine primære rejsemål er nordlige lande som Skotland, Sverige, Norge og Island. Jeg elsker bjergluft, lugten af granskov og midnatsolens lys.

Så da det blev annonceret at skolens studietur gik til Florida, var min første tanke “okay, en chance for at gøre noget jeg aldrig selv ville gøre.” Så jeg hoppede om bord.

Det var en studietur, og vores fokus var service design. I og sig selv spændende, men selve planlægningen af hvad vi lavede derovre haltede lidt (aka jeg havde ikke været med i planlægningsprocessen). Men, selv med det, var en en fornøjelig tur takket være de skønne mennesker der var med.

Vi boede i Orlando, hvor hovedattraktionerne er forlystelsesparker. Vi besøgte adskillige, hvor Universal Studios var min klare favorit. Harry Potter ftw! Vi besøgte strange (Tampa Clearwater, Cocoa beach og Daytona Beach), starten af Everglades og Kennedy Space Center (NASA’n stuff).
Og så mange shopping outlets.

Daytona Beach

Jeg havde aldrig været i USA før, så medbragte jo så naturligvis en god portion fordomme (både gode og mindre gode). De blev alle umiddelbart opfyldt. Jeg ved ikke helt hvad det var, men vi havde en meget research orienteret tilgang og min generelle opfattelse er at alting er meget low-key racistisk derovre. Ikke meget, men det er der konstant. Ansatte i butikker mm. virkede totalt drænet for energi og glæde, og deres forbrug af plastik er helt absurd. Jeg så den vildeste propaganda for et land (spoiler; det var USA) jeg nogensinde har set i Disney Epcot (The Great American Adventure, kan ses på youtube). Uden at overdrive, vi brød grinende sammen. Det er det mest syrede jeg nogensinde har set. Og amerikanerne åd det råt. Som i at de gjorde honer og det hele. Meget skræmmende præsentation fra et ikke-amerikansk synspunkt.

Vi fik en masse god mad, og så en masse fine ting. Vejret er ikke noget for mig, alt for varmt og fugtigt. Så mens det var en sjov oplevelse, har jeg absolut ikke noget behov for at besøge Florida igen. Og heller ikke for umiddelbart at besøge USA: ærlig talt kan jeg ikke se hvad det er folk er så begejstret for ved det land. Men, det er bare min mening.

Side historie: vores fly hjem blev aflyst, så vi røg ud på en detour omkring North Carolina og New York, plus et tornado varsel da vi var i Orlando International Airport. Alt sammen meget spændende. Jeg har en ny hade-ting i verden: Walmart, hvad pokker er det for en opfindelse? Aldrig, i hele mit liv, har jeg oplevet så absurd lav kundeservice. Aldrig, det var lige til en dokumentar (jeg bebrejder ikke medarbejderne, de er sikkert presset til det yderste).

Så Florida som destination: 3/10. Sjovt, men jeg blev ikke imponeret på noget tidspunkt.