På den anden side

Jeg har haft stress. Hvor voldsom ved jeg ikke, da jeg aldrig fik opsøgt professionel hjælp. Men slemt nok til at jeg i en årerække langsomt kunne mærke livsglæden sive ud af mig. Det skete stille og roligt, og jeg lagde derfor ikke mærke til hvor dybt et hul jeg stille og roligt havde gravet mig ned i. Men når det eneste man kan er at ligge og kigge ind i en væg, og ens blodtryk er så højt at fitness maskinerne skriger at man skal gå væk øjeblikketligt, så er man ude hvor det ikke er helt sundt.

Min stress var arbejdsrelateret. Jeg vidste det, og traf derfor en beslutning om at forlade jobbet og søge tilbage i skole. Jeg havde sparet penge sammen så jeg kunne tillade mig det rent økonomisk (med ejerbolig osv) og mentalt var det en befrielse uden lige. Jeg var, for at citerer en veninde/kollega (der led i det samme job) “så fucking glad at hun kunne brække sig”. Jeg kan huske at det var studenter tid; vi sad og spiste frokost ved en restaurant i Køge. En student kom forbi med hendes familie, og jeg blev så glad over hun (studenten) var så glad. Det var en vidunderlig følelse, omend den gav min veninde brækfornemmelser.

Jeg havde længe vidst, at jeg havde det skidt. Jeg vidste også, at jeg aldrig ville blive den jeg var før. Men jeg håbede og ventede på at min glæde ved mine gamle hobbyer kom tilbage. Glæden ved at fotografere, tegne, male, skrive blogs.. alle de småting jeg savnede men ikke orkede at udføre. Det rørte stlle på sig i mit indre, stille og roligt kunne jeg mærke forventningen og lysten vende tilbage.

Alle håndtere stress forskelligt, og der er ikke en recept på hvordan man bliver god igen. Jeg burde nok have fået hjælp, om ikke andet havde det måske forkortet min recovery-fase. Måske ikke. Det er aldrig til at sige. Da jeg havde det værst søgte jeg ensomheden og alle dens kvaliteter. Jeg gik min første langdistance tur alene i det nordlige Sverige og de to uger gjorde mere for mit “jeg” end noget andet jeg nogensinde har kendt mage til (læs mere her: Solo vandreferie på Kungsleden).

Vi er nu næsten to et halvt år fra min beslutning om at forlade et job der intet godt gjorde for nogen, og slet ikke mig. De år har budt på mere end jeg havde turde håbe, og som jeg sidder i mit hus, med gang i brændeovnen og kigger igennem billederne fra min seneste tur i Sverige, kan jeg kun glæde mig over at jeg er kommet så stærkt ud på den anden side.

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar