Sikke en efterårsferie. Jeg har kørt fra øst til vest, tilbage til øst og så lidt mere øst.

First things first: sidste fredag tog jeg sammen med Fie og Signe til Silkeborg for at besøge Signe J, der flyttede derover i start september. Det har været noget rigtig øv at hun er flyttet så langt væk, så det var fantastisk at se hende igen. Vi havde først og fremmest en fantastisk roadtrip derover, minus køresyge for min part (jeg havde travlt med femogfyrre ting hele tiden, så det var lidt selvforskyldt).

Det var den dejligste weekend. Vejret var jo fantastisk, så vi var på HImmelbjerget, i Silkeborg, ude og få drinks og gik nogle dejlige ture i nærområdet. Og spiste en masse god mad og snakkede. Sikke vi dog snakkede.

Det der Himmelbjerg. Altså, jeg er med på at Danmark er lille og det ikke tager så lang tid at bestige vores ‘bjerge’. Men, det tog os vitterligt 5 minutter fra parkeringspladsen og det er godt nok længe siden jeg har haft sådan en ‘nå, var det det’ følelse. Sjovt var det dog, Signe og jeg gik amok i de små souvenir boder – jeg sværger, de havde det samme ragelse som da jeg var der for 20 år siden.

Lørdag aften var vi i biografen i Silkeborg (vigtigt når man flytter, at der er en ord biograf i nærheden), og bagefter kiggede vi nærmere på bylivet i Silkeborg. Det var primært domineret af gymnasietyper, så vi takkede relativt hurtigt af.

Det var virkelig bare den dejligste weekend.

Nu skal I høre et vildt koncept: en uge midt i oktober måned, hvor man bare har fri. Fri fra skole, sådan fri uden lektier og alt muligt. Vi er sågar semi-beordret til ikke at røre ved vores projekt (der skal afleveres ugen efter ferien).

Det er et vildt koncept, at have fri i efteråret. Så, jeg skal naturligvis have mest muligt ud af det hvilket vil sige at jeg ca kl. 16.00 i dag bliver samlet op af Signe og Fie og så stikker vi ellers af på roadtrip til Silkeborg for at besøge (endnu en) Signe! Jeg glæder mig SÅ freaking meget.

Jeg er, efter nøje overvejelser, nået frem til at det er 6 år siden jeg sidst har været i Jylland. Hvorfor har jeg ikke noget aktivt bud på, det ligger jo lige der ovre. Men, sådan er det gået. Til gengæld har jeg lavet ca 40 jokes omkring at man skal have pas med, fordi det er udlandet. Hø hø, jeg er sjov.

Lige indtil jeg opdagede, at jeg havde pakket mit pas. Ubevidst. Gesus.

Rigtig god weekend til alle! Husk at nyde solen mens vi har den og de skønne røde blade! x

Vores 2. portofolio projekt er skudt i gang, og det går allerede over stok og sten. Emnet er Sharing Economy, og fokus er på projektledelse og forretningsudvikling. Det er så sprødt.

Jeg, som har været i et scrumteam i de sidste 3 år på mit gamle arbejde, er blevet udnævnt til scrummaster. Hvilket er super spændende, og jeg har lidt svært ved at ligge det fra mig. Hvilket vel må være et godt tegn, for jeg kan ærlig talt ikke huske hvornår jeg sidst har været så motiveret til at lave noget som helst. Så, hurra for motivation!

Motivationen bed mig ellers i går aftes og nat. Jeg var ved at forberede et Trello ark til mit team, til scrum brug, et par timer inden jeg gik i seng. Med den konsekvens, at jeg drømte om burn charts (graf over tidsforbrug) hele.den.freaking.lange.nat.

Jeg har haft hovedpine hele dagen, og det er jeg 100% sikker på skyldes de freaking burn charts.

Det har taget lidt tid at nå indrømmelsen, men de sidste 18-24 måneder har ikke været specielt morsomme. Deraf også den totalt døde blog.

Jeg var fanget i et job, der havde formået at dræne mig totalt for kreativ energi. Jeg overlevede dagene, men var hver aften så medtaget at jeg ikke magtede meget andet end Netflix og at gå tidligt i seng. 

At få arbejdsrelateret stress, er virkelig en kælling, sagt på godt dansk. Man opdager ikke hvor dybt man er, før end det er alt for sent. Så hedder det enten at sige op eller sygemelde sig. Jeg overvejede tilbage i april, hvor skidt man egentlig skal have det, før man sygemelder sig. Er det efter man er besvimet? Inden man bryder grædende sammen af frustration og for uforklarlige raserianfald der er så langt fra ens personlighed at man bliver forskrækket for en selv? Eller er det når man ryster på hænderne blot telefonen ringer, og ens puls er så høj at fitness maskinerne beder en om at stige af inden man overhovedet er gået i gang med træningen?

Sikkert alt ovenstående. Min redning kom i min beslutning om skole. Jeg havde givet arbejdet – der havde lovet guld og grønne skove om at forbedre arbejdsklimaet – et år til at forbedre sig. I april accepterede jeg, at forandringen ikke ville komme med den måde virksomheden behandlede sine ansatte på. Så, jeg søgte ind på skole både for at få et pusterum for arbejdsmarkedet og for at lære nyt indenfor mit område.

Det er den bedste beslutning jeg har truffet de sidste 10 år. Jeg fortryder sket ikke, at jeg tog direkte ud på arbejdsmarkedet efter min MMD’er for det har gjort mig helt åndsvagt studieparat. Jeg kan, når jeg modtager undervisning, omsætte den direkte til arbejdssituationer fordi jeg har været i disse situationer allerede.  Det er fantastisk og giver et skønt udbytte af undervisningen.

Jeg har været i bedring siden april, hvor jeg traf beslutningen. Da mit arbejde besluttede at skære ned på udgifterne og annullere min stilling i Juni, fik jeg foræret 4 måneder fritstillet på fuld løn. Der var, på ingen måde, nogen bedre måde dette kunne have sket på. Jeg var så glad da jeg blev opsagt! Derfra steg mit mentale helbred eksponentielt for hver eneste dag der gik. Jeg tog til Sverige, gik 170 km alene gennem Lapland, og hele august tilbragte jeg på stranden, med at sove, læse og være sammen med de folk jeg havde løjet for det sidste år. Mine veninder har været en ufattelig styrke og støtte gennem denne tid. Jeg elsker dem, og at jeg forleden til et arrangement kunne fortælle dem, oprigtigt, at jeg er gladere end jeg har været i årevis, var sådan et rush at jeg har levet på det lige siden.

Sikke et koncept: at være glad, og at have mentalt overskud.

Jeg fotografere igen. Jeg skriver historier igen. Jeg skal ikke tvinge mig selv ud og løbe – jeg gør det bare. Selv min garderobe har fået farve efter at have været sort i årevis.

Det er så dejligt at være i bedring.

En tavs uge for mit vedkommende. Jeg har ikke haft travlt, tiden er bare stille og roligt gået derudaf. Det sker.

Sidste lørdag var jeg til barnedåb, for en venindes barn. Lille Karl. Det var en rigtig dejlig dag, hvor jeg rendte rundt og legede fotograf og var sammen med nogle af mine allerbedste veninder. Plus, gratis mad. Win all around.

Ugen igennem har vært præget af intens skolegang. Og med intens mener jeg at jeg nærmest ikke har været i skole. Lærestaben er lagt ned af sygdom, så jeg har i stedet tullet rundt alle mulige andre steder.

Mandag havde jeg den bedste Signe til te, og om eftermiddagen var jeg til jobsamtale omkring et studiejob som jeg mere eller mindre havde inviteret mig selv til. Samtalen gik super godt, og de tilbød mig en stilling med start engang i løbet af oktober. Så, dét er ret lækkert. Skal lave alle mulige småopgaver; det er et lille webbureau i Køge. Så det bliver grafik, SEO og SEM, projektledelse og andre hygge opgaver. Glæder mig vildt til at starte, så jeg kan kombinere det teoretiske fra skolen med noget pratisk.

Tirsdag var jeg til afskedsreception for min far på Køge Politistation. Den kære mand går på pension (heldige asen), og i den anledning blev der serveret nutella madder, den gode rullepølse fra den lokale slagter i Klippinge og en masse smørkage. Der blev holdt taler, og fortalt røverhistorier til den store guldmedalje. En lidt vemodig dag, men heldigvis ikke værre end at en god irish coffee på Hugo’s bagefter kunne afhjælpe dét.

Onsdag og torsdag var jeg (chok!) i skole. Der ligges an til landing i forhold til det næste projekt, der startes op midt oktober. Jeg er lidt spændt på hvad det bliver omkring, for vi er ikke ligefrem blev stopfodret med ny viden denne uge. Meh, vi vinger den. 
Onsdag blev desuden brugt på at køre i stormvejr ud til Paulina. Pokkers til blæsevejr, var helt skæv i hovedet. Deres hus flød med rester fra barnedåben, så jeg fik noget der nok bedst kan klassificeres som chokoladeforgiftning. Ad. Man skulle tro, at jeg i en alder af 28 havde lært at udvise en smule impulskontrol. Svaret er nej. Står der en skål, bliver jeg ved til nævnte skål er tom.  

Fredag var jeg så studie-agtig, at jeg tog til brunch i København med det meste af slænget fra barnedåben. Efter nogle overdådige timer med hummus, pandekager, frugt og god kaffe gik vi en tur på Assistentens Kirkegård. Hvor jeg aldrig havde været før, hvilket virkede som en form for helligbrøde, ud fra de reaktioner det medførte. Vejret var skøn, perfekt septembervejr til at hilse på gravstederne for Kierkegaard, H.C. Andersen, Niels Bohr, Natasja og andre store mennesker. Jeg er en sucker for Kierkegaard, eksistentialisme all the way!

Lørdag ( i går) lavede jeg noget. Hvad har jeg ingen erindring om. Startede dagen (vågnede lidt i 6) med at læse en bog til skolen ‘Wisdom of the crowds’ og så nogle TEDTalks. Tror jeg skrev lidt på en novelle, gik en tur i byen. Gud, jeg så en film om aftenen op Netflix, der hed Contagion. Filmen handlede om en dødelig virus, der går sin sejrsgang jorden over. Men det jeg mest af alt kan huske, er at Gwyneth Paltrow’s hjerneskal bliver svejset op under en obduktion. Gesus, jeg var ikke forberedt.

Idag har jeg endnu vildere planer! Dagen har budt på pandekager, skrive blog (nu) og så arbejde lidt på en historie der er vågnet op fra de døde. Skal mødes med Fie til en lang løbetur senere, og hokus pokus – så er den søndag gået.

God søndag til alle x